Valget er klart. Hvis man vil tilbage til 90ernes slappe linie på udlændingeområdet, skal man stemme på enten S, R, SF, NA eller Asmaa partiet. Hvis man derimod er tilhænger af en fast udlændingepolitik og en integrationspolitik med vægt på fælles danske værdier, skal man stemme på Dansk Folkeparti. Regeringen har også vist, at den ikke helhjertet vil føre en stram udlændingepolitik. Det kan jeg godt frygte efter VKs seneste udspil på asylområdet.
Men det er slet ikke så skidt for Dansk Folkeparti. Danskerne har fået et klart valg. De har fået noget at forholde sig til. Hvis Danmark fraviger den stramme udlændingepolitik vil det medføre øget ulighed, splittelse, ghettoer og stik imod hvad de fleste ”velmenende” politikere vil sige, vil det også betyde en vanskeligere tid for de indvandrere der allerede er i landet, og som gør det godt.
Skat eller velfærd?
Det er parolen fra det gamle arbejderparti. Men det er tom retorik. Siden 2001 har VOK flertallet vist viljen og evnen til at kunne klare begge dele. Vi skal gradvist sænke skatten på arbejde, men det skal ske for at sikre velfærden og udbygge de sociale tilbud til dem, der har behov for det. Jeg håber og tror vælgerne vil kunne gennemskue oppositionen. I øvrigt er det yderst bemærkelsesværdigt, at oppositionen til det nuværende flertal står så splittet om skattepolitikken, som de gør. Danskerne ved, hvad de har. Danskerne ved ikke, hvad de får.
EU
Et emne, som nok desværre vil forsvinde i debatten, når valgkampen for alvor går i gang er EU-politikken. Her vil de store og veletableret EU-partier glemme alt om en folkeafstemning og glemme alt om reformtraktaten. Sådan plejer det at gå i valgkampe. EU er ikke interessant at diskutere for dem, der er varme tilhænger af EU’s nuværende politik. Jeg kan dog love, at Dansk Folkeparti og jeg selv vil gøre en indsats for at få EU-spørgsmålene på dagsorden i valgkampen. Vi vil have en folkeafstemning, og vi vil anbefale et klart nej til afgivelse af mere selvbestemmelse.
Det burde egentlig være klart for de fleste, at hvis beslutningerne rykkes længere og længere væk fra Folketinget, og dermed længere væk fra borgerne. Ja, at så øges uviljen imod et europæisk samarbejde. Og det er Danmark ikke tjent med.
EU og Europa bør bevæge sig i en helt anden retning. Vi bør fører kompetencerne tilbage til medlemsstaterne, så de nære ting håndteres af de nationale regeringer og parlamenter. EU bør tage sig af de grænseoverskridende problemer. Det er sund fornuft. Den sunde fornuft kommer vi desværre nok ikke til at høre meget til i valgkampen. Det er en skam, da EU bestemmer mere og mere, og gør det dårligere og dårligere.
Men ikke desto mindre. Så god valgkamp
Med venlig hilsen
Martin Henriksen, MF og kandidat i Københavns Storkreds

Skriv en kommentar